af Julia B. Hunt, konsulent i Ingerfair

sidste nyhedsbrev kunne du læse om, hvordan man skaber rammerne for selvkørende frivilliggrupper. Netop rammerne er afgørende både for selvkørende grupper og for selvkørende og selvstændige frivillige. Hvis ikke organisationen og lederen(-erne) investerer tid, energi og engagement i de frivillige, så bliver de for det første ikke selvkørende og for det andet nok heller ikke ved med at være frivilige.

Selvkørende frivillige og selvkørende frivilliggrupper er altså ikke et spørgsmål om, at man slipper tøjlerne helt, undlader at bedrive ledelse af de frivillige, afskærer dem fra organisationen og så at sige ‘lader dem sejle deres egen sø’. Styrken i de selvkørende grupper og frivillige ligger i det engagement og den motivation og innovation, der kommer ud af, at rammerne for de selvkørende frivillige og frivilliggrupper er til stede.

Når man som organisation og ledelse formår at få opgavens kompleksitet og den eller de frivilliges færdigheder til at være så tilpas udfordrende, at de frivillige befinder sig imellem ‘kedsomhed’ og ‘stress’, så har man opnået den balance, der kan give dem en følelse af flow i arbejdet (se f.eks. TED talk med Mihaly Csikszentmihalyi). Selvom de færreste nok vil opleve flow i det frivillige arbejde, så er det det, man skal stræbe efter, og det kræver meget arbejde for lederen og organisationen at skabe de rigtige rammer – og holde dem ved lige.

 

Selvkørende grupper og selvkørende enkeltfrivillige er ikke det samme

De selvkørende frivilliggrupper kan med de rigtige forudsætninger blive selvopretholdende. De kan over tid lede sig selv og hinanden, men det kræver stadig fokus og engagement fra organisationen at opretholde den balance.

De selvkørende frivillige er en anden snak. En selvkørende frivillig er i en 1:1 relation med sin leder. Det er i høj grad lederens indsats, som er afgørende for, om den frivillige føler sig sikker og støttet nok til at blive selvstændig og selvkørende. Det er en kontinuerlig indsats fra lederens side, hvor den motivation, der sættes ind med, skal ramme præcist der, hvor der er brug for det.

Vi arbejder i Ingerfair med fire grundlæggende slags motivation; ansvar (metode), ejerskab (mål), resultatorientering og anerkendelse. Det er den rette kombination af de fire, som i hver enkelt relation mellem en frivillig og dennes leder giver grobund for en selvkørende frivillig.

Nogle frivillige bliver sure hvis man spørger ind til, hvordan det går med et givent projekt eller en udfordring, de har nævnt. De kan føle sig kigget over skulderen, eller mene, at du ikke tror, at de kan løse opgaven. Andre frivillige vil gerne spørges, fordi de ikke selv vil nævne deres succeser, eller har svært ved at skulle forstyrre, hvis ikke der er noget galt. Nogen vil snakke i telefon, andre kommunikerer på mail. Nogen vil gerne fremhæves foran gruppen, andre vil hellere have et personligt kort eller trækkes til side i en pause. Alle er forskellige, og frivillige er forskellige – tænk bare på dig selv. Hvordan skal du motiveres?

 

Kend dine frivillige og deres motivation

At skabe rammerne for selvkørende frivillige handler altså om først og fremmest at kende sine frivillige. Alle kan og skal ikke behandles ens. Det handler om, at du som leder skal finde frem til lige præcis din(e) frivilliges ‘flow-potentiale’: Hvor skal de udfordres lidt mere, og hvor skal de have lidt flere kompetencer.

Dette skal kobles op imod den motivationssammensætning, som du igennem dit kendskab til din(e) frivillige får indblik i: Virker det at rose? Hvad vil han/hun roses for? Hvordan vil de gerne fejre deres resultater? Hvad vil de gerne have ansvar for, og hvor meget? Hvad brænder de for at lave? Hvor vil de gerne have indflydelse?

Derfor: Selvkørende frivillige og selvkørende frivilliggrupper er ikke en hvilepude for organisationen og ledelsen – det er benhårdt arbejde. Men det er en investering i både den enkelte frivillige, i jeres organisations udvikling og fremdrift og ikke mindst i vores fælles samfund.

Så på med vintervanten – og god arbejdslyst!