Dansk Handicap Forbund, Osteoporoseforeningen, SIND, Dansk Cøliaki Forening og Kirkens Korshær er gået sammen om at udvikle nye og mere fleksible måder at engagere danskere i frivillighed.

Formålet er at skabe en frivilligkultur, som flere har lyst til at være en del af. Konsulentbureauet Ingerfair faciliterer indsatserne og bidrager til, at andre NGO’er også får gavn af dem.

Med den nye indsats ”Fælles om fremtidens frivillighed” vil de fem landsdækkende NGO’er udvikle nye og mere fleksible måder at tiltrække, fastholde og kompetenceudvikle frivillige på, så det bliver nemmere og mere attraktivt at deltage i frivilligt arbejde. Der er særligt fokus på de grupper, som i dag ikke engagerer sig, eller som hurtigt falder fra. Målgruppen er frivillige mellem 22 til +65 år.

De fem organisationer vil hver især udvikle og afprøve frivilligmodeller, der styrker rekruttering, fastholdelse eller kompetenceudvikling. De fælles erfaringer og resultater bliver samlet, så organisationerne i fællesskab udvikler metoder og værktøjer, der kan løfte frivilligheden både internt og bredt i civilsamfundet.

Ingerfair står som førende rådgivningsvirksomhed inden for frivilligområdet for at rådgive om de individuelle indsatser og facilitere samarbejdet om videndeling og sparring mellem de fem NGO’er. Projektet, der strækker sig over 2,5 år, er støttet af Spar Nord Fonden.

På denne side vil man løbende kunne læse mere om de erfaringer og resultater, organisationerne udvikler i fællesskab.

De enkelte organisationer formidler også resultater om projektet på egne kanaler.