Af Julia Bjerre Hunt, Chefkonsulent i Ingerfair

 

I dag dykker vi ned i et projekt, som stadig ikke er fuldt finansieret, og det betyder, at forankringen af den “facilitet”, som jeg vil tage afsæt i her, stadig ikke er fuldstændig tilvejebragt. Dét ændrer dog ikke ved den gode proces, jeg havde for noget tid siden sammen med Naturpark Randers Fjord og de gode folk i Udbyhøj omkring projekteringen af et nyt grønt mødested i byen, nu kaldet ”Kanonbåden”.

Der var ellers relativt mange benspænd og lad os kigge lidt på dem.

Baggrund og bespænd

For det første, så var det projektlederen i naturparken, som havde fået ideen. Der var naturligvis en forståelse for, at lokalbefolkningen også havde nogle ønsker til udvikling af deres by. Men hun havde en klar idé og en del ønsker til, hvad dette grønne mødested skulle kunne for, at det også tilgodeså hendes behov. Dermed var en af mine vigtigste tommelfingerregler allerede brudt på forhånd – nemlig, at tingene skal komme nedefra for at blive ordentligt forankrede. Men jeg gik ind i projektet alligevel. Det var jo en spændende proces, og vi endte også meget langt fra, hvor vi startede.

For det andet, så var det en bestemt pulje i Friluftsrådet, som man var sikker på at ville søge til projektet. Det stillede en del krav, og gav nogle prioriteter, som måske ellers ikke have været i højsædet. Det gode ved dette var dog, at projektlederen havde noget at læne sig op ad, som også hjalp hende med at fremsætte hendes krav – som i nogle tilfælde var lidt modsatrettede lokalbefolkningens, i hvert fald indledningsvist.

For det tredje, så var der blandt lokalbefolkningen store drømme om byggeprojekter på havnen. Der var nogen, som på et tidspunkt havde projekteret nogle meget flotte ferielejligheder på havnen, og medfølgende til det også mulighed for restaurant og andet erhverv. Tiltrængt i en by, hvor man igen og igen måtte se købmanden lukke kort tid efter den var åbnet med nye kræfter, og hvor man måtte se langt efter is og frisk fisk på havnen. Denne drøm gjorde, at de lokale udelukkede mange af de placeringer, som ellers havde været havde været oplagte til det grønne mødested. Man måtte – helt forståeligt – ikke gøre noget, som kunne sætte mulighederne for at realisere drømmene over styr.

Det skal siges, at mange af disse bespænd først for alvor kom frem i lyset undervejs i processen. Sådan er det jo. Man taler om tingene, opbygger tillid og stille og roligt kommer paraderne ned og sandhederne frem. Det er faktisk en af nøglerne, mener jeg, i den gode forankringsproces. Man skal give det tid – give relationerne og tilliden rum til at vokse. For det er først, når vi føler os forpligtede overfor hinanden som mennesker, at vi kan få den ansvarsfølelse overfor projektet, som skal bære den succesfulde forankring.

Principper for deltagelse og processen

For at skabe en god forankringsproces, brugte vi derfor i starten meget lang tid på at opbygge tillid blandt parterne og på at skabe et rum, hvor alle kunne deltage ligeværdigt. Det betød, at vi holdt en række møder i madpakkehuset på havnen i Udbyhøj, hvor både jeg som konsulent, projektlederen, andre ansatte fra kommunen, den lokale befolkning, foreninger med interesse i området og selvfølgelig den tilknyttede arkitekt simpelthen sad på bord/bænkesæt med smurte sandwich og snakkede om tingene. Vi gik rundt på havnen, og de lokale pegede, fortalte, fik ideer og fortalte om drømme og håb for havnen og byen. Det var guld værd. Projektet var aldrig nogensinde blevet som det er nu, hvis ikke det var fordi vi holdt møderne på stedet, og havde den arkitekt, der skulle tegne det, den projektleder, der skulle skaffe finansieringen, og de medarbejdere fra kommunen, som skulle være ambassadører i forvaltningen med ude på gåture på havnen i bidende kulde og blæsevejr.

I forbindelse med projektet skulle jeg bidrage til en afrapportering, hvor mine principper for deltagelse og involvering blev beskrevet. Projektet beskrives som samskabelse, hvilket jeg også tidligere har forholdt mig til. Jeg gengiver principperne her:

#1 Vi deltager med hele vores væsen – ikke kun med titel og funktion.

Vi er hele mennesker, når vi samskaber. Derfor er det relevant at bidrage med alt det man ved og kan – hvad end det er fra en professionel eller privat vinkel. Hvis du har været spejder, ror kajak, har arvet en slægtsgård i området eller har vandret fjorden rundt som barn – så er det relevant for fællesskabet. Ligeledes er det relevant, hvis du er pensioneret biolog, har været erhvervsfisker eller oprindeligt er uddannet lærer. En kommunalt ansat, som ror kajak i fritiden, og i øvrigt er lokal, kan på lige fod med kajakklubben udtale sig om de lokale forhold for kajakroere.

#2 Vi anerkender vigtigheden af relationer

Netop fordi man er menneske i en proces som denne, er det også afgørende, at der er plads til relationsdannelse og at disse relationer respekteres. Der skal være åbenhed og imødekommenhed, men samtidig skal deltagelsen være afhængig af handlinger og fysisk fremmøde. En samskabende proces bygger ikke på mandater eller tillidsposter. Det er drevet af lyst og begejstring for projektet og ideerne, og det skal først og fremmest være det som fællesskabet når frem til, som danner grundlaget for det videre forløb .

#3 Vi bygger ovenpå – hver gang

For at sikre fremdrift i et projekt med samskabelse som ideal, er det afgørende, at man ved hvert møde samler op, og at det næstkommende møde bygger ovenpå. På den måde sikres det, at det er handlingerne og fremmødet, der er styrende. Derfor er det afgørende, at der ikke er nogen, der skal ’hjem’ og spørge i sin forening inden man kan komme videre. Samtidig er det muligt at blive klogere undervejs, dvæle ved nogle emner og diskussioner, mens man kan lade andre fare.

#4 Vi diskuterer kun det, som er til diskussion

I en flok af begejstrede og engagerede mennesker kan snakken hurtigt gå ud af en tangent, gamle diskussioner kan blive støvet af og nye betragtninger om lokalpolitik eller klimaforhold kan tage over. Derfor skal enhver proces tage udgangspunkt i det som faktisk er til diskussion. Det er afgørende for muligheden for at ”komme hele vejen rundt”, at vi ved hvad det er, vi går hele vejen rundt om.

Selve processen tog udgangspunkt i disse principper og med dem i tanke, afholdte vi tre workshops på havnen i Udbyhøj. I mellem anden og tredje workshop havde vi en studietur, hvor vi var ude at se andre spændende løsninger og besøge gode naturformidlingssteder.

Det var først på den sidste workshop, efter studieturen, hvor relationsdannelsen havde været i højsædet (hjulpet på vej af god mad og et slag billard), at gruppen for alvor formede sig som en enhed, og der var fælles fodslag i mødet med arkitekten.

Resultatet

Ingen kunne fra start forestille sig det resultat, der kom ud af processen. Her må jeg også sige, at den lokale arkitekt på projektet var af afgørende betydning. For der var mange ønsker og behov, som skulle gå op:

Projektlederens ønsker (og kravene fra Friluftsrådet) om et formidlingspunkt, hvorfra man kunne undervise og formidle om naturen. De lokale foreningers ønske om et sted, hvor de kunne holde generalforsamlinger og møder, som var indendørs og opvarmet fremfor det eneste nuværende sted; madpakkehuset. Lokalbefolkningens ønsker om, at det ikke måtte tage plads og udsyn på havnen, men samtidig skulle tiltrække turister, som gav grundlag for erhverv. Alles ønske om, at det skulle være passende til stedet, allerhelst mobilt, som kunne samle natur og kultur og gerne give muligheder for at børnefamilier kunne komme tæt på vandet.

Arkitekten havde ligesom de øvrige en stor kærlighed til området, naturen og historien og formåede at samle alle ønsker og behov på en unik måde, som ingen andre var kommet frem til. Prospektet blev en Kanonbåd. En sejlende formidlingsstation med mulighed for det hele. Intet mindre end fantastisk.

Kanonbåd Udbyhøj

Hvad kan vi lære af det?

Den vigtigste erfaring fra kanonbådprojektet, som vi alle kan tage med os er, at det kræver en projektleder af en særlig støbning at lykkes med denne slags projekter. Hvis projektlederen havde været meget hængt op på procedurer, formalia og retningslinjer – så var dette projekt ikke blevet til noget. Hun kom med én idé og ét ønske, men formåede at være reelt nysgerrig og åben, og brugte sin rolle til at formulere de ønsker, som var i alles interesse. Både hun og jeg er desuden enige om, at hendes mulighed for at gøre dette var afhængig af, at hun ikke også selv stod med rollen som facilitator. Hun fik også lov til at være et helt menneske i projektet – med ærlige drømme og ægte relationer.

En anden vigtig læring er, at man altså bliver klogere og får bedre resultater ved at involvere dem, det handler om. Det tager tid, man skal investere sig selv som menneske og man er ikke sikker på, hvor man ender. Men det bliver bedre af det, og man får skabt den forbindelse til dem, der skal være ambassadører og brugere af stedet, hvilket er tæt på umuligt at skabe, hvis projektet dumper ned som en færdig formuleret idé.

Desuden hilser projektlederen og siger, at den efterfølgende finansiering har været noget nemmere med både prospekt og afrapporteringen i hånden. Det gør altså en forskel, at man på forhånd kan vise, at lokalbefolkningen har været med til at formulere ideerne og kan stå bag det, fremfor en lang og muligvis svær inddragelses/høringsproces bagefter.

Hvis du er nysgerrig på projektet, så vil jeg anbefale dig at læse hele afrapporteringen.

Med håb herfra om, at den sidste finansiering falder på plads