Flere kommunale arbejdspladser står på tærsklen til at åbne dørene for frivillige. Det kan være på plejehjemmet, i socialpsykiatrien, på kulturinstitutionen eller i folkeskolen. Det er allerede lovbestemt på nogle områder, at frivillige eller civilsamfundet skal medtænkes i opgaveløsningen.

Men at inddrage frivillige er ikke et spørgsmål om at få flere hænder – det er et strategisk valg, der kræver ledelse, kompetence og en kultur for forandring. Når det lykkes, kan frivillige være med til at skabe endnu mere nærvær, nedbringe mistrivsel eller skabe nye fællesskaber omkring borgerne.

Når det ikke lykkes, skaber det uklarhed, frustration og spildte kræfter på arbejdspladsen – og borgeren oplever mindre, ikke mere, velfærd.

Hvis frivilligheden skal bidrage, må det ikke bero på tilfældigheder, men skal gøres med omtanke. Det handler om at beslutte hvorfor frivillige skal involveres, hvordan det skaber værdi for borgerne, og hvem der har ansvaret for at drive indsatsen.

Mange ledere møder et politisk ønske om mere frivillighed uden at have fået de nødvendige rammer eller tid til at omsætte det til praksis. Resultatet bliver ofte et ensomt ansvar for den enkelte medarbejder, der ’har fået opgaven’.

Derfor må ledelsen starte med at stille sig selv nogle grundlæggende spørgsmål:

• Hvad skal frivillighed bidrage med hos os?
• Hvordan vurderer vi værdien – for borgerne, medarbejderne og kommunen?
• Hvem skal lede og koordinere samarbejdet?

Det er ledelsens opgave at skabe mening og retning, så frivillighed ikke blot bliver endnu et initiativ oven på alt det andet, der ofte føles vigtigere, fordi der er klare rammer for det.

At skabe et bæredygtigt samarbejde med frivillige kræver ressourcer, struktur og kompetencer.
Der skal være tid til introduktion, forventningsafstemning, koordinering og opfølgning. Frivillighed er billigere end drift – men aldrig gratis.

Erfaringen viser, at de bedste resultater kommer dér, hvor der er afsat tid til en dedikeret frivilligkoordinator og et organisatorisk ejerskab.

Investeringen betaler sig, når frivillige oplever sig velkomne, trygge og betydningsfulde – og medarbejderne får et klart grundlag at samarbejde ud fra. Som en leder udtrykte det:

Det lykkes først, da vi holdt op med at se frivillige som en hjælp – og begyndte at se dem som en del af vores fællesskab.

Det, der skaber forskel for borgerne, er det gode samspil mellem ansatte og frivillige. Der, hvor der er enighed om, hvilke aktiviteter og muligheder frivillige kan byde ind med. Når frivilligheden tænkes ind som det ekstra, der også er med til at give livskvalitet, bliver frivilligheden en del af kerneopgaven, og noget, der ikke kan undværes. Og det kræver tydelige rammer, klare roller og løbende dialog.

Ledelse af frivillighed handler ikke om kontrol – men om at skabe klare strukturer for samarbejdet, så alle kender forventninger, grænser og støttepunkter.
Når rollerne er tydelige, kan både ansatte og frivillige handle selvstændigt med sikkerhed og tillid.

At arbejde med frivillige er en læringsopgave for hele organisationen.
Kommuner, der lykkes, gør frivillighed til en del af deres udviklingskultur: de deler erfaringer, reflekterer over samarbejdet og justerer løbende rammer og praksis.

Ingerfair anbefaler at starte med tre enkle skridt:

1. Tal om, hvad en god frivillig er for jer.
2. Drøft, hvilken forskel det gør eller kan gøre for jeres målgruppe, at der kommer frivillige.
3. Spørg kollegerne, hvad deres håb og bekymringer er.

Denne samtale skaber ejerskab og forankring – og hjælper arbejdspladsen til at udvikle frivillighed som en naturlig del af kerneopgaven.

Frivillighed i kommunale institutioner kan skabe fællesskab, liv og mening – både for borgere, ansatte og frivillige.
Men det sker ikke af sig selv. Det kræver strategisk ledelse, organisatorisk kapacitet og mod til at eksperimentere.

Når kommunen lykkes med at bygge bro mellem faglighed og frivillighed, opstår der noget af det mest værdifulde i den offentlige sektor:
Et fællesskab omkring borgerens liv – drevet af både professionel viden og menneskelig vilje.