Af Camilla Lund Mikkelsen, kommunikationsmedarbejder

Frivillighed på naturområdet er en disciplin for sig, og der er nogle specifikke ting, du skal være opmærksom på som frivilligkoordinator på naturområdet. Det er konklusionen fra et projekt, som chefkonsulent Julia Bjerre Hunt har drevet sammen med Friluftsrådet med bidrag fra chefkonsulent Marie Baad Holdt.

Meget af det, der længe har ligget som en tavs, indforstået viden, har Julia Bjerre Hunt nu slået fast med afsæt i 52 interviews med nøglepersoner i naturparker og kommuner: ”Det her datasæt har gjort os i stand til at sige, at naturfrivillighed ER anderledes. Der er nogle overvejelser, man skal gøre sig – særligt når man sidder i en kommune,” fortæller hun.

Projektet bestod af syv kursusrækker, hvor deltagerne skulle lave handleplaner, teste dem i praksis og derefter justere dem med feedback fra undervisere og andre kursusdeltagere. Julia har efterfølgende og undervejs interviewet en stor del af deltagerne, og hun har samlet alle de mange erfaringer i en bog, som udkommer d. 30. maj på en konference afholdt af Friluftsrådet.

Her får du imidlertid de tre vigtigste erfaringer, hun har gjort sig om de udfordringer, der knytter sig særligt til frivillighed på naturområdet.

 

#1: Der skal være tid og lyst til at dyrke relationerne

Tillid og relationer er fundamentet for et bæredygtigt frivilligmiljø, og det kræver tid at opbygge. ”Det vigtigt, at man har den relationsskabende støbning, hvor man synes, at det er naturligt at fortælle om sin egen tid som spejder, at ens børn ror i kajak eller at man også selv går med jagt på sin hund,” forklarer Julia Bjerre Hunt.

Den pointe er sådan set ikke ny, men ifølge hende er det særligt vigtigt for naturfrivilligheden. Hvis du er ansat som biolog eller landsskabsarkitekt, er de sociale kompetencer ikke nødvendigvis en del af din faglige identitet på samme måde, som hvis du er socialfaglig medarbejder på et ældrecenter eller et værested for hjemløse.

Til tider er det også en udfordring, at de kommunale rammer ikke lægger op til at udføre arbejdet på de frivilliges præmisser, hvilket ellers er nødvendigt: ”Man kan ikke nøjes med at lave frivilligkoordinering torsdag formiddag. Det skal være på de frivilliges vilkår, og man skal kunne deltage i møder om aftenen eller i weekenden. Også selv om der ikke umiddelbart er en målbar grund, til at der skal sidde en kommunal medarbejder med, fordi det handler om relationer.”

 

#2: Frivillighed på naturområdet er ekstremt lokalt forankret

Naturfrivilligheden blomstrer særligt uden for de større byer og i mindre kommuner, hvor der er en stærk lokal identitet, og det kan skabe nogle dilemmaer. Historiske forhold såsom tidligere sogne- eller kommunegrænser spiller ind på de frivilliges lyst til at bevæge sig nye steder.

”Det betyder, at man ikke altid kan komme med nogle kompromiser eller logiske løsninger, hvis man ikke har afstemt det med de lokale kræfter,” siger Julia Bjerre Hunt. Hvis der er tre grupper, som alle sammen gerne vil have et sted at være frivillige, så kan man ikke bare lægge et hus midt mellem tre grupper og så forvente, at de bruger det.

Netop denne pointe er noget af det, der har givet hende den største øjenåbner, og her har hun i høj grad lært noget af sine samtaler med deltagerne. Det allervigtigste er hendes optik, at man sætter sig selv i spil og bruger sit netværk og sine relationer. Det handler om at drive et lokalt ejerskab frem, mens man holder igen med at komme med en masse ideer og planer, som skal ’implementeres’.

”I de eksempler, jeg har set, er dem, der lykkes bedst med at drive denne form for frivillighed, dem som selv er dybt engagerede i projektet. Det er dem, der kan komme ud i vandresko og friluftstøj og har deres personlighed med på arbejde” fortæller Julia Bjerre Hunt. ”Det er ikke dem, der foretrækker at sidde på et kontor inde ’på kommunen’ og kun nødtørftigt bevæger sig ud til de lokale kræfter. De har ingen gennemslagskraft.”

 

#3: Myndighedsbehandling rimer ikke på frivilligkoordinering

En af de direkte konklusioner i bogen er, at man ikke både kan sidde med myndighedsbehandling og frivilligkoordinering på samme tid. Det er undergravende for den tillid, som er altafgørende for at lykkes med frivillighed på naturområdet, forklarer Julia Bjerre Hunt.

”Du kan ikke om mandagen holde et borgermøde, der handler om at finde nye måder at bruge et særligt område på, og så dagen efter være den, der skal behandle en dispensationsansøgning for det, du lige har faciliteret dagen før,” siger hun. Netop denne pointe er gældende for mange aspekter af kommunalt arbejde med frivillige.

 

Erfaringer, der rækker ud over frivilligheden på naturområdet

Selvom projektet har beskæftiget sig med naturfrivillighed, så er Julia Bjerre Hunt også blevet klogere på frivillighed i kommunerne generelt. Der er nemlig flere af de forhold omkring rammerne for arbejdet, som gælder for mange former for inddragelse af frivillige og civilsamfund.

”De store udfordringer kommer ikke i mødet med den ansatte og de frivillige, men i mødet med den ansatte og systemet, forventningerne, rapportering og new public management,” siger Julia Bjerre Hunt. Hun fremhæver, at det er vigtigt, at man har en forståelse med sine kollegaer og med sin leder om, at det er i orden ikke at sidde ved skrivebordet fra 8-17 hver dag. Der skal nemlig også være tid til at være ude ved de frivillige, lave aftenarbejde og holde møder i weekenden.

De erfaringer, hun har gjort sig om den lokalt forankrede frivillighed, mener hun også vil gøre sig gældende i mindre kommuner og små bysamfund. Ud over at have øje for den stærke lokale identitet, må man også tage højde for, at det i de mindre samfund ofte er en lille, stærk gruppe, som løfter opgaverne i foreningslivet:

”I Udbyhøj har de for eksempel utroligt mange foreninger, selvom de kun er 180 mennesker. Det er de samme 20-25 mennesker, som er de bærende kræfter i hele lokalsamfundet. Derfor er det de mennesker, man skal have fat i. De har betydning for, at et helt landsbysamfund har lyst til at være med.”