Af Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair

Nogle gange kan det godt være svært at slå hjernen fra, når man endelig har fri. Som frivilligkoordinator har du hele tiden mange bolde i luften. Der er nok at tage fat på, når man arbejder med at gøre en forskel for andre. Kender du f.eks. den der en ’indre stemme’, som minder dig om, at du godt lige kan gøre lidt mere, at du godt kan arbejde lidt hårdere eller hurtigere? Den der stemme, der fortæller dig, at det i sidste ende er det jo kun dig selv, som er begrænsningen for den forskel, din organisation kan gøre. Det er frivilligkoordinatores mareridt.

Det er et krævende arbejde at koordinere og lede frivillige, og frivilligkoordinatorens mareridt kan være at opdage, at alt det hårde arbejde og de mange timer, som er lagt i opgaven, bygger på forkerte antagelser.

 

To måder at bedrive frivilligkoordinering på

Lidt forenklet kan man sige, at der er to måder at bedrive frivilligkoordinering på. Den ene måde er en velovervejet og risikominimerende tilgang. Her træffer vi kun beslutninger på baggrund af sikre kendsgerninger, og vi afviger nødigt fra den kurs, der er lagt. Det svarer lidt til en jæger, som tager sit gevær, lader det, sigter og affyre.

Den anden måde er mere iværksætter-drevet. Her er alt ikke planlagt på forhånd, nye ideer gribes og afprøves løbende. Man tør løbe den risiko, at det ikke lykkes. Beslutninger træffes med afsæt i fornemmelser, og kursen kan hurtigt ændres. Det svarer lidt til, at en jæger tager sit gevær, lader det, affyrer og først bagefter sigter.

Der er ingen de to måder, som er bedre end den anden. De har hver deres fordele og ulemper. Det afgørende er, hvordan vi ’sigter’. Det må vi ikke gøre på baggrund af mavefornemmelser. Det skal vi gøre på baggrund af fakta.

Gennem det sidste år har vi i samarbejde med Diakonissestiftelsen udviklet et pejlemærke-redskab, som gør det muligt at undersøge et frivilligmiljø på forskellige parametre. Med dette pejlemærkeredskab, der er en del af FrivilligLaboratoriets ledelsesværktøj, kan du ’sigte’ med afsæt i fakta fremfor mavefornemmelser. Det er frit tilgængeligt for alle og kan findes her.

 

Tag et opgør med mageligheden

Frivilliginvolverende organisationer kan fra tid til anden blive ramt af magelighed. Magelighed gør, at vi glemmer at sigte med afsæt i fakta. Man bygger sit frivilligmiljø op på antagelser, og man gider ikke gøre sig ulejligheden med, at undersøge om det, man nu gør, også er det rette. Herunder er 6 kendetegn ved frivilliginvolverende organisationer, som er ramt mageligheden:

  1. Vi ved, vi gør en forskel, vi kan bare ikke bevise det.
    Det er et raison d’etre for de fleste frivillige foreninger at gøre en forskel for nogen eller noget. Det er bare de færreste, som husker at føre bevis for den forskel, de hævder at gøre.

 

  1. Vores frivilligstrategi fokuserer på, hvor mange frivillige vi skal have inden et bestemt årstal. Den afstemmer ikke antallet af frivillige med de mål, organisationen er sat i verden for at opnå.
    De fleste frivilligstrategier starter med at antal frivillige, der skal være i organisationen inden, ja lige nu er det ofte, 2020. Det er de færreste strategier, som sætter de frivilliges bidrag til organisationens sag som mål.

 

  1. Vi bruger ikke tid på at udvikle nye frivilliginvolverende aktiviteter, for hvis dem, vi forsøger at rekruttere, ikke vil være med, så er det dem, den er gal med – ikke vores organisation.
    En klassisk fejl. Uanset hvor gode aktiviteter man har udviklet, så skal man forholde sig til, at tiderne skifter. De nye typer frivillige stiller andre krav til måden at være frivillig på. Det er et af de tydeligste kendetegn ved en nødlidende organisation, at den holder fast i strukturer og rutiner til trods for, at færre og færre frivillige dukker op.

 

  1. Vi bruger kun tid og ressourcer på at måle og veje de frivillige, vi allerede har (eller også gør vi det slet ikke), men vi bruger ikke tid på at undersøge de potentielle frivillige, vi ikke har.
    Mangel på dialog med de frivillige – både dem som er der og dem, som endnu ikke er engageret – er farligt for organisationen. Det er trods alt de frivillige selv, som bedst ved, hvordan de gerne vil involveres. Det hænger sammen med punkt 3. Verden flytter sig – husk at flytte din organisation med den.

 

  1. Vi ved ikke, om vi er gode til at arbejde med frivillige eller om antallet af frivillige blot skyldes, at vi har et godt brand. Vi er nemlig aldrig blevet evalueret af frivillige, samarbejdspartnere eller vores brugere.
    Der er ikke noget sweet spot i en frivillig forening, hvor alt bare fungerer og kører glat. Det gælder om at være nysgerrig og selvkritisk. Mange organisationer undlader at evaluere sig selv, og derfor overser de ofte mulighederne for at blive endnu bedre som organisation.

 

  1. Vores budget til fastholdelse og anerkendelse af frivillige stiger år efter år, for der skal mere og mere til at fastholde dem.
    Når det ikke længere er det, de frivillige opnår gennem det frivillige arbejde, men måden de kompenseres for deres indsats, som bliver vigtigt for den enkelte, så ved du, at der er noget galt. I et sådan scenarie er det umuligt at vækste i antal frivillige, uden at det bliver dyrt. Men endnu værre så peger det på, at de frivillige har glemt, hvorfor de er med – altså sagens betydning.