Af Troels B. Carlander, Konsulent i Ingerfair 

I de fleste dele af Danmark har kirken en central rolle i samfundet. Både på land og i by er kirken et samlingssted for mange – og den er ofte også involveret i lokalsamfundet, når det drejer sig om andet end trosmæssige spørgsmål. Det gør kirken oplagt til at involvere i samskabelsesprocesser.

I Ingerfair har vi skrevet en bog om ledelse og involvering af frivillige i folkekirken. Det har givet en masse viden og erfaringer om, hvordan kirker er opbygget, og hvordan mange frivillige er involveret i arbejdet – både til de kirkelige handlinger, men i lige så høj grad i mange af de andre måder, hvor kirken er aktør i lokalsamfundet. Kirken arbejder tit sammen med andre typer organisationer om at opnå fælles mål for lokalsamfundet. Der er dog nogle former for kirkeorganisering, der kan være lettere at samarbejde med end andre.

 

De tre kirketyper[1]

I vores arbejde med bogen har vi mødt forskellige typer af kirker i den danske folkekirke. Her peger vi på tre forskellige måder at organisere og tænke sig som kirke på. Det er præstekirken, virksomhedskirken og netværkskirken. Det er vigtigt at være bevidst, om at denne skelnen ikke er 1:1 med virkeligheden. Typerne kan siges at være arketyper, og en given kirke passer sjældent fuldstændigt ind i den ene type. De fleste ville dog kunne se sig selv mere i en type end i andre.

Det er ikke meningen, at du skal forstå 1 af de 3 typer som en bedre kirke end de andre. Hvordan den enkelte kirke vælger at opbygge sig, hænger sammen med dens historie, kontekst og kultur. Og alle typer kan være gode kirker til at skabe det, de ønsker i deres sogn.

 

Præstekirken

Den første kirketype, jeg beskriver, kaldes præstekirken. I denne kirke er alt centreret om præsten. Her har man en forståelse af præsten som kirkens centrum, og derfor skal alle kirkens handlinger udspringe fra præsten. Her er evt. andre ansatte, frivillige og alle andre, der bidrager til kirken, altid i relation til præsten. De kan siges at være præstens hjælpere, og de udfører ofte konkrete opgaver, der støtter op om aktiviteter, som præsten leder.

I præstekirken, vil en stor del af aktiviteterne handle om de klassiske kirkelige handlinger som gudstjenester, dåb, bryllupper og begravelser. Kirken kan sagtens lave andre aktiviteter, men de vil som udgangspunkt ofte udspringe fra præsten, eller han eller hun vil ofte være i centrum til aktiviteten. I en klassisk præstekirke er menighedsrådets rolle som regel, at sikre de fysiske rammer og ansætte personale.

 

Virksomhedskirken

I virksomhedskirken ligner organiseringen i højere grad en virksomhed eller en organisation, hvor centrale aktører, såsom menighedsrådet, præsten og andre centralt placerede personer, kan ses som en slags bestyrelse. Her bliver der arbejdet med visioner og strategier, og der er ofte en klar hierarkisk organisationsopbygning, hvor forskellige aktiviteter spiller sammen med den overordnede strategi.

Her er der ofte frivillige engageret på forskellige niveauer til at lede, koordinere og udføre de forskellige aktiviteter i relation til strategi og menighedsråd. Det vil oftest være menighedsrådet, der sætter gang i aktiviteter, og så vil ansatte eller centrale frivillige koordinere indsatserne med organisering, rekruttering, fastholdelse og ledelse af de frivillige, der er med til at udføre dem.

 

Netværkskirken

Nu kommer vi så til netværkskirken, der i høj grad kan være en stærk interessent at inddrage i samskabelsesprocesser. Netværkskirken er karakteriseret ved at bestå af en masse mere eller mindre organiserede grupper og fællesskaber. Det er ikke sikkert, at alle centrale aktører altid ved, hvad der foregår alle steder i de kirkelige aktiviteter. Der er en meget lille grad af kontrol og topstyring, og folk inviteres til at tage del og bidrage aktivt. Også med ideer og initiativer, som de selv finder interessante.

Der er stort ejerskab og ansvar hos de enkelte fællesskaber, og det er oftest nedefra, at nye ideer opstår og forandringer sker. Menighedsrådet og de ansattes rolle i en netværkskirke er at forsøge at koordinere alle disse initiativer og skabe så gode rammer som muligt for den initiativrigdom, der måtte opstå. Både for at kunne bakke op og støtte der, hvor det er nødvendigt, men også for at sikre, at de mennesker, der får ideer, er indforstået med de rammer, der altid vil være for kirkens rolle og funktion. Ideelt set skaber de en levende vision for kirken, som alle arbejder inden for.

 

Samskabelse med folkekirken

Igen vil jeg gerne påpege, at disse tre typer ikke kan findes 1:1 i virkeligheden i Danmark. Når man konfronterer centrale medarbejdere og frivillige med disse typer, vil man oftest få et broget svar tilbage om at på den ene side og på den anden side. Og det er naturligvis helt ok.

Jeg mener dog stadig, at det kan give mening at arbejde med disse inddelinger, da det kan være med til at give en ide, om hvordan ens organisation arbejder. Og særligt for potentielle samarbejdspartnere kan det være rart, at have en ide om, hvordan organiseringen ser ud.

Et vigtigt princip i ethvert samarbejde er, at man kender sine samarbejdspartnere tilstrækkeligt – at man forstår, hvorfor det er relevant for dem at indgå i samarbejdet, og hvad de ønsker at opnå med dette samarbejde. Derfor kan det være fornuftigt at overveje, hvilken organisationstype den kirke, man ønsker at samarbejde med, kan karakteriseres som.

Som nævnt er særligt netværkskirken relevant at inddrage i samskabelsesprocesser, men det betyder ikke, at de andre typer ikke vil kunne indgå i både samarbejder og samskabelse. Hvorfor og hvordan Netværkskirken kan danne gode organisatoriske rammer for samskabelse vil vi se mere på i næste artikel.

 

[1] Læs mere om de tre kirketyper i Mogens Mogensen: Menighedsformer og mission – den mangfoldige kirke 2