Af Troels B. Carlander, Konsulent i Ingerfair

Netværkskirken kan fungere som en glimrende aktør i samskabelsesprocesser med mange andre typer af organisationer. Den er opbygget på en måde, hvor man er vant til, at lade de personer, der er involverede og påvirkede af bestemte aktiviteter, have en helt naturlig indflydelse på deres udfoldelse.

Som tidligere beskrevet har vi Ingerfair skrevet en bog om ledelse og involvering af frivillige i folkekirken i samarbejde med Kirkefondet og Diakonhøjskolen i Aarhus. I den forbindelse arbejder vi med tre inddelinger af kirketyper – Præstekirken, virksomhedskirken og netværkskirken. Læs mere om de tre typer i artiklen her.

 

Handler det her kun om kirker?

Først en lille overvejelse om, hvorvidt disse tanker kan bruges i andre kontekster end folkekirken. Den organisationstype, som denne artikel tager udgangspunkt i, er defineret ud fra en folkekirkelig kontekst. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den kun kan forstås og bruges i folkekirken. Hvis man kan genkende de træk, der karakteriserer netværkskirken, i sin egen organisation vil der være mange af disse betragtninger, der vil kunne trækkes med i organisationer, der ikke hører til i folkekirken. Groft sagt er netværkskirken en organisation med meget lidt topledelse, stort ejerskab i aktiviteter, hvor folk inviteres ind i styrerummet og tager aktivt del og ansvar for processerne,

 

Hvad skal der til for at lave en god og reel samskabelsesproces?

Mange af de samarbejder, der opstår rundt omkring i Danmark både civilsamfundsorganisationer i mellem og mellem det offentlige, det private og civilsamfundet, bliver kaldt samskabelsesprocesser. Men hvornår giver det egentlig mening at tale om samskabelse og ikke en anden form for samarbejde? I en ægte samskabelsesproces, er forløbet meget lidt styret, og kan bevæge sig i mange retninger undervejs.

Der er ikke en part, der fra start har defineret, hvilken vej en løsning på den givne udfordring skal gå. Samtidigt er det nødvendigt at skabe et samarbejdsrum, hvor alle deltageres erfaringer og pointer bliver inddraget, uden hensyntagen til ydre faktorer såsom titler og formel magt. Den menige frivillige eller bruger skal lyttes lige så meget til som borgmesteren eller generalsekretæren. Det magttomme rum eksisterer naturligvis ikke, men i en god samskabelsesproces er dette bevidstgjort hos deltagerne. En sidste faktor, jeg vil nævne her, er den indstilling, de enkelte deltagere skal have til processen. Her er det nødvendigt med en høj grad af engagement og vilje til, at tage ejerskab og følge op på de udviklinger forløbet måtte medføre.

 

Hvilke forudsætninger har netværkskirken som aktør i samskabelse?

Min pointe her er, at en netværkskirke, eller en organisation med lignende træk, vil have gode muligheder for at kunne deltage på en hensigtsmæssig måde i en samskabelsesproces.

Kulturen er kendetegnet ved lille topstyring og kontrol, og ved at lade de mennesker, der er engagerede, være de vigtigste beslutningstagere i forbindelse med en aktivitet. Det, at netværkskirken er gennemsyret af en kultur, hvor de centrale personer er meget bevidste om, at deres styring og kontrol er meget begrænset, kan være grunden til, at de har lettere ved at deltage i et samarbejde, der er så lidt kontrolleret, og hvor man ikke ved, hvor man ender. Det er sådan, en ægte samskabelsesproces er.

Lige så vel er det faktum, at initiativet til at skabe nye aktiviteter sjældent bliver bremset fra centralt hold, en indikator for en flad magtstruktur, der giver lov til at tænke anderledes og bruge det innovationspotentiale, der kan ligge i en frivilliggruppe og/eller en menighed. Og som den sidstnævnte faktor er de mennesker, der er engagerede i en arketypisk netværkskirke, også oplært til at tage ejerskabet på sig og engagere sig i disse innovative og uforudsigelige samskabelsesprocesser.

 

Billedet er ikke sort/hvidt

Som jeg også nævnte i sidste artikel, er disse kirketyper naturligvis kun tænkt som arketyper, og meget få kirker vil se sig selv som værende 100% én type af kirke. Samtidig kan både præstekirker og virksomhedskirker naturligvis også indgå positivt i samskabelse. De støder bare på nogle andre udfordringer, end netværkskirken ville gøre. En af netværkskirkens udfordringer er til gengæld, at det kan være svært at finde repræsentanter, der kan siges at repræsentere hele kirken, da organiseringer og aktiviteter kan opstå som knopskud, uden at der er nogen centralt, der har overblikket over det.