Af Frederik C. Boll, adm. direktør i Ingerfair

Jeg hører ofte Ungdommens Røde Kors fremhævet som en dygtig frivillig forening til at vækste og involvere mange frivillige. Men betyder det, at de er gode? Altså gode i den forstand, at de gør en forskel for målgruppen? Det ærgerlige ved hele DUF-uddelingsdebatten er, at ingen faktisk stillede spørgsmål til, om pengene da ikke skulle uddeles efter, hvor dygtige foreningen var til at gøre den forskel, de havde sat sig selv i verden for.

I stedet er præmissen nu, at pengene skal følge de frivillige foreninger, som er bedst til at skabe demokratisk dannelse. Hvordan og hvorvidt dette overhovedet gøres gennem en meget traditionel og konservativ opfattelse af foreningdanmarks styrke – at tilslutningen til foreningens demokratiske strukturer ansporer en demokratisk dannelse – er genstanden for debatten. Ikke dem foreningerne i sidste ende har sat sig selv i verden for at tjene.

Uanset, hvilken holdning man må have i denne debat, så giver DUFs nye prioriteringsnøgle anledning til gode overvejelser om ikke at binde sin organisation op på få og store bidragsydere. Det er simpelthen for sårbart. Om Ungdommens Røde Kors har gjort dette og glemt at ruste sig til uforudsigelige tide, skal jeg ikke gætte på. Men det er derimod velkendt, at foreninger fra tid til anden dør ud. Nogle af gode grunde – fordi de har nået deres mål. Andre desværre fordi de bliver ramt af mageligheden og glemmer at justere ind til samfundets udvikling. Og så må de dreje nøglen om. Disse foreninger burde stoppe op i tide og spørge sig selv, ”går det godt for os, fordi vi gør det godt, eller skyldes det blot, at vi er heldige?”

Vækst, fremgang og succes er ikke altid konsekvensen af gode beslutninger, dygtige medarbejdere og engagerede frivillige. Ofte skyldes det bare tilfældige kontekstuelle tilfælde – altså held! Desværre har vækst, fremgang og succes ofte den kedelige konsekvens, at det skaber magelighed i organisationen.

 

Her er 6 kendetegn ved en frivillig forening, som er ramt mageligheden

  1. Vi ved, vi gør en forskel, vi kan bare ikke bevise det.
    Det er et raison d’etre for de fleste frivillige foreninger at gøre en forskel for nogen eller noget. Det er bare de færreste, som husker at føre bevis for den forskel, de hævder at gøre.
  2. Vores frivilligstrategi fokuserer på, hvor mange frivillige vi skal have inden et bestemt årstal. Den afstemmer ikke antallet af frivillige med de mål, organisationen er sat i verden for at opnå.
    De fleste frivilligstrategier starter med at antal frivillige, der skal være i organisationen inden, ja lige nu er det ofte, 2020. Det er de færreste strategier, som sætter de frivilliges bidrag til organisationens sag som mål.
  3. Vi bruger ikke tid på at udvikle nye frivilliginvolverende aktiviteter, for hvis dem vi forsøger at rekruttere ikke vil være med, så er det dem, den er gal med – ikke vores organisation.
    En klassisk fejl. Uanset hvor gode aktiviteter, en frivillig forening har udviklet, så skal den forholde sig til, at tiderne skifter. De nye typer frivillige stiller andre krav til måden at være frivillig på. Det er et af de tydeligste kendetegn ved en nødlidende frivillige forening, at den holder fast i strukturer og rutiner til trods for at færre og færre frivillige dukker op.
  4. Vi bruger kun tid og ressourcer på at måle og veje de frivillige, vi allerede har (eller også gør vi det slet ikke), men vi bruger ikke tid på at undersøge de potentielle frivillige, vi ikke har.
    Mangel på dialog med de frivillige – både dem som er der og dem, som endnu ikke er engageret – er farligt for organisationen. Det er trods alt de frivillige selv, som bedst ved, hvordan de gerne vil involveres. Det hænger sammen med punkt 3. Verden flytter sig – husk at flytte din organisation med den.
  5. Vi ved ikke, om vi er gode til at arbejde med frivillige eller om antallet af frivillige blot skyldes, vi har et godt brand. Vi er nemlig aldrig blevet evalueret af frivillige, samarbejdspartnere eller vores brugere.
    Der er ikke noget sweet spot i en frivillig forening, hvor alt bare fungerer og kører glat. Det gælder om at være nysgerrig og selvkritisk. Mange organisationer undlader at evaluere dem selv, og derfor overser de ofte mulighederne for at blive endnu bedre som organisation.
  6. Vores budget til fastholdelse og anerkendelse af frivillige stiger år efter år for der skal mere og mere til at fastholde dem.
    Når det ikke længere er det, de frivillige opnår gennem det frivillige arbejde, men måden de kompenseres for deres indsats, som bliver vigtigt for den enkelte, så ved du, der er noget galt. I et sådan scenarie er det umuligt at vækste i antal frivillige uden at det bliver dyrt, men endnu værre, så peger det på, at de frivillige har glemt, hvorfor de er med – altså sagens betydning.