af Helle Hygum Espersen, ekstern konsulent i Ingerfair

Det er næsten altid både frugtbart og potentielt konfliktfyldt at samarbejde, når man er forskellige. Man har hver sin organisationsform, kultur og rolle, og sammenhængskraften i en organisation – hvad end den er frivillig eller offentlig – beror ofte på, at man har en fælles forståelse af faglighed, roller og mål og med. Både i det daglige, og når man udvikler noget nyt.

Det gælder også, når man samarbejder på tværs af offentlige og frivillige organisationer, der som oftest arbejder på forskellige måder, selvom det ofte er med udgangspunkt i det samme ønske om at imødekomme behov hos forskellige grupper af mennesker. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at samskabelse mellem det offentlige og frivillige grupperinger er noget andet end at samarbejde.

 

Ved et samarbejde bliver man på hver sin banehalvdel

Når man rækker hånden ud til samarbejde, gør man det ofte med baggrund i pragmatiske overvejelser om, at det giver mening i forhold til ens egen organisations hverdag og mål. Nogle gange kan man nå sine egne mål mere effektivt, eller se mulighederne i, at en samarbejdspartner leverer delelementer ind i en indsats eller et arbejde, som man selv gennemfører.

Røde Kors kan levere frivillige bogvenner i samarbejde med bibliotekerne, og frivillige mentorordninger tilknyttet jobcentre kan understøtte arbejdsløses vej mod at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det understøtter den offentlige indsats og udvikler den frivillige. Det giver alt sammen rigtig god mening og skaber stor værdi og sammenhæng i mulighederne for det enkelte menneske.

Denne form for samarbejde vil ofte vil ofte tage form af en slags sideordnet arbejdsfordeling, der skaber værdi for begge parter uden grundlæggende at udfordre eller ændre rutiner og vaner. Man bliver på hver sin aftalte banehalvdel.

 

Samskabelse er at skabe noget nyt sammen

Samskabelse er noget andet end samarbejde og det at skabe sammenhænge i indsatser. Når man samskaber, skaber man noget nyt sammen – deraf navnet. Parternes forskelligheder, dvs den samlede mængde af kompetencer, værdier og netværk, blandes sammen på helt nye måder, så der opstår nye løsninger på udfordringer eller problemer.

Såkaldt social innovation, der også kan kaldes: at redefinere opgaven. Eksempelvis kan et Forebyggelsescenter og en forening, der arbejder med alkoholmisbrugere, sammen udvikle et helt nyt tilbud til misbrugere og deres pårørende på baggrund af deres forskellige erfaringer, netværk og fagligheder. Forskningen viser, at samskabelse ikke blot kan levere nye løsninger på sociale, sundhedsmæssige og miljømæssige udfordringer, men også imødekomme selvsamme udfordringer mere effektivt. Fordi man sætter flere kompetencer og et større netværk i spil på nye måder. Ved at blande kortene opnår man nye øjne på gamle problemstillinger, der inkluderer viden og netværk fra den frivillige verden i den kommunale – og omvendt. Det kræver, at man er åben for at tænke helt nyt – og sammen definere hvad man er sammen om – hvorfor.

 

5 forhold, der kendetegner samskabelse

  • At redefinere opgaven i ligeværdigt samarbejde. Man kigger sammen på problemet med nye øjne og inkluderer alle relevante samarbejdspartneres vidensformer. Hvis det eksempelvis handler om at imødekomme behov hos børn med særlige behov, vil en frivillig fodboldtræner i den lokale idrætsforening have nogle andre kompetencer, sprog og ressourcer end psykologen i forvaltningen. Og en anden form for kontakt til de pågældende børn. Når man samskaber, samarbejder man med mange forskellige aktører og organiserer indsatser, så de forskellige vinkler på udfordringen bidrager til udvikling af fælles løsninger. Samskabelse er derfor ikke at lægge kommunale opgaver ud til frivillige kræfter. Det er derimod systematisk at investere i at opbygge og inddrage viden og ejerskab hos andre aktører, så de kan bidrage på nye måder, der skaber resultater.
  • At organisere samarbejdet på baggrund af fælles værdier. Forskningen i samskabelse viser, at fælles værdier er afgørende til at balancere indflydelse fra de forskellige involverede aktører. Værdier kan f.eks. bestå af holdninger til børn med særlige behov eller alkoholmisbrugere. Her vil offentlige og frivillige organisationer ofte have forskellige udgangspunkter, og forhandlingen af fælles mening starter derfor allerede her. Hvad vil vi opnå sammen, hvorfor? Hvad er problemet, som vi vil løse?
  • At invitere til ligeværdig dialog og møde andre aktører med åbenhed og nysgerrighed. Det kræver ofte, at man udvikler et fælles sprog, som alle kan forstå. Den frivillige og den kommunale kultur har hver deres fagnørdede sprog og kultur. Når man samskaber, kan man udvikle et fælles tredje sprog.
  • At balancere forskellige interesser. Når man samskaber, har de involverede aktører ikke nødvendigvis samme eller ens indflydelse og rolle. De fælles værdier og formål kan danne baggrund for balancering af indflydelse, så særinteresser, f.eks. økonomiske, ikke dominerer uhensigtsmæssigt over det fælles formål. Når man har fælles værdier og formål, kan man herefter sætte fælles mål, der ofte i praksis skal korrigeres mange gange undervejs. Det skyldes, at samskabelsesprocesser som oftest udvikler sig i uforudsigelige knobskydninger og netværk. Det skabende og innovative element består bl.a. i, at tingene sjældent udvikler sig som man planlægger. Fælles mål kan fungere som guideline undervejs, men bør korrigeres hver gang, der opstår nye erfaringer.
  • At sørge for at udpege en koordinator af samarbejdet. Det er ikke nødvendigvis koordinatoren, der udfører arbejdet, men derimod ham eller hende, der har overblik over aktørernes bidrag, faciliterer inddragelsen af alle involverede, formidler kontakter, følger op på erfaringer, og sørger for, at alle involverede får del i erfaring og viden. Derved kan delelementer og mål justeres i enighed. Han eller hun balancerer mellem de forskellige interesser og kompetencer og skaber sammenhænge og et fælles sprog.