Har jeres organisation også oplevet at miste gode frivillige kræfter under corona?

Af Line Mikkelsen, vidensmedarbejder i Ingerfair, og Lasse F. Petersen og Inge Vahlgren, konsulenter i  Ingerfair

Og hvad gør man så, når frivillige, der har været engageret gennem mange år i en organisation, pludselig stopper, og man derved mister dyrebar erfaring og viden?

Mange organisationer har efter ”oplukningen” af samfundet oplevet at miste gode frivillige. Frivillige der har stået i baren på festivalen, i genbrugsbutikken eller har hjulpet til på sekretariatet og frivillige, der har udført mere komplekse opgaver i lokalbestyrelsen eller som tovholdere på projekter.

Organisationer har ikke bare mistet gode frivillige, men i mange tilfælde også dyrebar erfaring og viden. Erfaring der har været afgørende for at gennemføre organisationens aktiviteter, og som har sikret en forankring lokalt.

Det er ikke unormalt, at frivillige stopper, ændrer engagementsniveau eller skifter opgaver internt i organisationen. Udfordringen efter corona er blot, at mange frivillige har valgt at stoppe samtidigt, da mange organisationer ikke har kunne eller måtte opretholde samme aktivitetsniveau (f.eks. byfester, festivaler, genbrugsbutikker, aktivitetsgrupper m.v.). På samme tid har mange frivillige også været afventende, da de selv har været utrygge i at deltage i større sociale forsamlinger, eller fordi de har oplevet, at de arrangementer, de har været med til at planlægge, alligevel er blevet aflyst.

 

Vi hører, at grundene til at frivillige stopper f.eks. er fordi, at:

”Under corona fandt jeg andre interesser”, ”jeg kan ikke se mig selv være frivillig 4 dage om ugen, som før”, ”tiden er kommet, hvor yngre frivillige skal træde til”, ”da der ikke var noget at lave her, blev jeg frivillig andet sted”. 
Det er ikke grunde, der bekymrer os, da det er et grundvilkår, når man engagerer frivillige, at de kommer og går.
Det som derimod bekymrer os er, at en del organisationer på samme tid har oplevet at miste mange frivillige samtidig med, at de ikke har haft muligheden for at rekruttere nye frivillige og sikre, at erfaringer og viden er blevet videregivet. Nogle organisationer har derfor et stort hul i deres viden og erfaring, fordi deres frivillige stoppede under coronanedlukningen og først nu begynder at blive erstattet af nye kræfter.

 

Hvor er Preben og Berit?

Organisationer vil opleve at mangle ”Preben”, når han ikke er der til at sætte byfestens pavillon op. Preben, der kender pavillonen som sin egen bukselomme og lige ved, at det er hjørnet med den brune plet, der skal sættes skævt ift. hjørnepælen. Eller mangle ”Berit”, der har været lokal bestyrelsesperson gennem 10 år. Berit der kender gud og hver mand i byen, som altid sikrer, at lokalforeningen får søgt §18-midler og som kan fortælle historier, der er definerende for den lokale bestyrelse.

Muligheden for løbende at have fået nye frivillige ind i organisationerne, som har kunnet lære af de erfarne og af dem få overdraget nyttig viden, har simpelthen ikke været der. Og flere erfarne frivillige har samtidig oplevet at skulle sætte deres eget engagement i bero, f.eks. fordi mange festivaler og byfester ikke har været afholdt i et par år, hvilket igen betyder, at deres erfaringer kan gå hen og blive lidt rusten, når den igen skal anvendes.

Brænder det hele nu bare sammen?
Hvad betyder så alt dette? Hvis I oplever, at I efter Corona står med et stort erfaringsgab, så har I muligvis haft nogle af følgende overvejelser: Lukker lokalafdelingerne eller aktivitetsgrupperne? Bliver byfesten eller festivalen en mindre udgave, end den plejer? Må butikkerne ændre på åbningstiderne for at dække ind for de manglende frivillige? Og kommer de erfarne frivillige tilbage, når det hele brænder på?
Det er spørgsmål, der findes flere forskellige typer af svar på. Vores civilsamfund har mange forskellige frivillig-opgaver og dertil forskellige personer, der påtager sig ansvaret. Der er meget få organisationer, der organiserer sig helt ens, og der findes derfor ikke et enkelt svar på denne særlige situation. Men vi vil alligevel give nogle bud på, hvilke overvejelser man som organisation kan gøre sig.

 

Skal vores ”overligger” justeres?

Vores forventninger skal tilpasses det niveau, som vores frivillige har. Vi kan ikke nødvendigvis forvente at kunne det samme med færre frivillige eller et helt nyt hold frivillige.

Nye frivillige skal tillære sig viden om opgaverne og praksis. I nogle tilfælde skal aktivitetsgrupper bygges op på ny, og det kan opleves som om, projekter eller aktiviteter bliver sat tilbage til start. Dvs. at mange opgaver ikke kan løses, som de plejer, hvilket på sin vis også kan være sundt, men opgaverne kan derved gå hen og tage længere tid at løse.
Forestil dig hvordan det er at være ny. Alle de indtryk der skal optages, alle de processer der skal læres og alle de nye mennesker, der skal snakkes med. Det sker ikke hen over en weekend, nej, det kan tage måneder og år at opbygge viden og erfaring.

Det er således en vigtig overvejelse at gøre sig, hvorvidt ambitionerne eller forventninger er realistiske, ift. de ressourcer og erfaring den frivillige eller frivilliggruppen, der skal løfte opgaverne, har.

Organisationen og dens ledere bør tænke på, hvad der er et sundt arbejdsklima, og hvor meget de kan forvente af de frivillige. Hvis forventninger til, hvad de frivillige kan løfte, er for urealistiske, så risikeres det, de også må trække stikket på deres frivillige indsats.

Noget af det I kan gøre jer overvejelser om, hvis I oplever et misforhold mellem ambitioner og muligheder, er:

  • Skab overblik over hvad de frivillige vil og kan? Hvor og indenfor hvilke opgaver mangler I erfaring?
  • Er der opgaver, der lige nu ikke skal løses af frivillige, men som man skal prioritere at bruge penge på at få løst?
  • Er der opgaver, der kan vente med at blive løst til de nye frivillige, har fået mere erfaring?
  • Hvordan og hvad skal I kommunikere til f.eks. brugere eller kunder?
  • Hvordan skal de frivillige klædes på til f.eks. forventningsfulde gæster på landets mange festivaler eller brugere af familiecaféen, der oplever, at tingene ikke bliver løst, som de plejer.