Af Julia B. Hunt og Marie B. Holdt, chefkonsulenter i Ingerfair

”Samskabelse er, når flere aktører samarbejder for at udvikle velfærden i lokalsamfundet. Forskellen mellem samskabelse og et almindeligt samarbejde er, at alle parter er med fra start til slut.”

Sådan skriver Jørgen Nielbæk, udviklingschef i Varde Kommune på danskekommuner.dk. Dette er bare et af mange eksempler på en definition af samskabelse, hvor det at samarbejde med civilsamfundet fra start er nok. Denne forståelse er en af grundene til, at vi har sat samskabelse på dagsordenen i dette forår, for vi synes ind imellem at barren bliver sat for lavt, kommunerne siger samskabelse uden at mene det og civilsamfundsaktørerne står lidt forvirrede tilbage, ved synet af alle dem der har fundet lykken i gammel vin på nye flasker.

Som sagt, så er det vores klare mening, at alt samarbejdet med civilsamfundet ikke samskabelse – og det er heller ikke samskabelse, bare fordi vi skaber noget sammen.

Samskabelsens rene form

I sin rene form er samskabelse en samarbejdsform, hvor man som lige værdige og ligeværdige partnere, finder nye løsninger på fælles og komplekse problemstillinger. Det handler om at samarbejde på måder, hvor ’plejer’ sættes på hylden, og nysgerrigheden og viljen til andre mål og metoder er bærende. Som vi skriver i vores bogSamskabelse eller samarbejde: ”Det handler om at forløse det potentiale, der opstår i erkendelse af ens egen utilstrækkelighed”.

I sin rene form, tænker man med samskabelse hele vejen rundt om problemstillingen. Taler vi om ensomhed blandt unge, ja så spøges de unge, deres familie og venner, men også kommunen, boligforeningen, uddannelsesinstitutioner og øvrige institutioner ligesom man selvfølgelig inddrager relevante civilsamfundsorganisationer som eksempelvis Headspace eller Ventilen, og vidensparter på området. Dertil kommer inddragelsen af de cafeer, butikker, fitnesscentre mv., hvor de unge tilbringer tid i hverdagen. Skal man ’samskabe’ om et enkelt ensomt ungt menneskes liv og forløb, ender man altså med at skulle involvere måske 40 personer i den fælles definition af såvel formål og problem som løsningen. Der er ingen tvivl om, at det i den ideelle verden ville være rigtig godt, hvis vi kunne bevæge os i den retning, men realistisk set, så er der ikke ret mange steder, hvor der er hverken tid, ressourcer eller overskud til at styre og håndtere en så kompleks proces. Derfor bliver den rene samskabelse ofte ved tanken.

Det samskabende mindset

Der hvor vi til gengæld kan se en positiv udvikling, som ovenstående citat også peger på, er det skift der er sket over imod et samskabende mindset. Denne tilgang til andre aktører har nok været normal praksis i årtier i dele af organisationsverdenen, men andre steder, og særligt i kommunerne, er det ganske nyt og anderledes at tænke samarbejde ind fra start, fremfor først at involvere borgere og civilsamfundsaktører når planerne er lagt og alt er godkendt. Det er simpelthen et nybrud og dette samskabende midset er der hvor det virkelig kan rykke noget.

Hvis man gerne vil lave et nyt tilbud til unge ensomme i kommunen – så kunne man jo spørge dem, hvad de gerne vil have. Hvis man vil tiltrække flere og andre aktiviteter til sine naturområder, så kunne man lave samarbejder med idrætsinstitutioner eller skolerne i lokalområdet. Hvis der mangler aktiviteter på plejehjemmene, og der mangler udfoldelsesmuligheder for unge kunstnere – så inviter dem indenfor med deres kunst.

Det samskabende mindset handler om at åbne op, og se hvem der ellers kunne være relevante at involvere i de processer man sidder med. Det handler om at erkende, at man hverken kan eller skal vide alt om alt, og at de bedste løsninger kommer ved at erkende ens egen utilstrækkelighed og invitere dem, der kan kvalificere og inspirere ens arbejde med i processerne.