I denne udgave af Ingerfairs podcast har vi inviteret to praktikere i studiet og vi dykker ned i den faglige værktøjskasse, som man skal finde frem, når man som organisation skal promovere sig selv på sociale medier.

Vores gæster

Vi har besøg af Camilla Køhler Karlsson, som er initiativtager og projektleder i Hverdagsaktivisterne og som ikke mindst, er virkelig interessant at følge på sociale medier. Camilla har for eksempel delt med sine følgere på LinkedIn, at hverdagsaktivisternes musikanlæg var gået i stykker, og 20 minutter senere, blev hun ringet op af én, som havde en ny højtaler til dem.

Du kan følge Camilla på LinkedIn herog Hverdagsaktivisternes Facebook her.

Vi har også besøg af Jakob Lind Tolborg. Han er konsulent og ejer af Idræt og sociale medier, hvis formål er at gøre breddeidrætten mere synlig i dagligdagen, og så laver han oplæg og kurser om sociale medier for DGI, Danmarks Idrætsforbund og andre specialforbund. Jakob er mester til at fange folks opmærksomhed og engagere dem gennem sociale medier.

Jakob kan du finde på LinkedIn herog Idræt og sociale mediers Facebook kan du følge her.

Hvordan bliver man god til sociale medier?

Det kan virke meget uoverskueligt at komme i gang med at bruge de sociale medier i arbejdet med at promovere sin forening, men… det er efterhånden noget, som er svært at komme udenom. Derfor dykker vi i denne episode ned i praktikken, når vi spørger Camilla & Jakob om, hvordan man egentlig “gør” sociale medier og hvordan får man noget ud af tilstedeværelsen?

Vi kommer blandt andet ind på:

  • Hvordan kommer man i gang med at bruge de sociale medier?
  • Hvad er fordelene og ulemperne ved at bruge sin personlige profil?
  • Hvad skal man bruge de forskellige sociale medier til?
  • Hvad med det der GDPR?
  • Og så de helt praktiske detaljer: Skal der være billeder på opslag? Hvad med videoer? Hvornår skal man dele? Hvor meget skal man dele? Hvordan får man interaktion på sine opslag? Skal man bruge penge på det?

Vi slutter podcasten af med et par hurtige tips og tricks, og en opsang til at komme i gang med de sociale medier hurtigst muligt – det behøver ikke være så svært, som du måske går og frygter.

 

Giv din mening til kende

Vi vil hjertens gerne høre, hvad du synes om podcasten. Kan du bruge den til noget? Har du ideer til emner, formater eller spændende mennesker, vi bare MÅ have i studiet?

Du er altid velkommen til at sende en mail til Maria, hvis du har ris, ros eller gode idéer.