Lyt til eller læs artikel her. Lyttetid 13 minutter. 

Af Frederik C. Boll, Adm. direktør i Ingerfair

Mens vi er mange, der sidder hjemme og skal have hverdagen til at fungere, er coronavirus-situationen for nogle blevet et kald til handling. Flere end 10.000 beretter flere medier om. Store begivenheder vækker en handlekraft i os. Vi så eksempler på det under flygtningekrisen i 2015.

Jeg har siden flygtningekrisen været optaget af, hvordan vi skal forstå dette ekstraordinære engagement, som vækkes i os, og jeg har løbende brugt tid på at undersøge og reflektere over fænomenet. For netop i denne ekstraordinære situation kan vi få øje på nogle vigtige forhold omkring frivilligheden, som under normale forhold er nærmest usynlige. Det giver en anledning til at diskutere et af de store filosofiske spørgsmål omkring frivilligheden: Er vi grundlæggende altruistiske væsner, der er klar til at ofre os selv for andre? Eller er vi egentlig bare egoistiske nyttemaksimerende væsner, som gør det ekstraordinære, hvis det gavner os selv?  Jeg vil gerne dele de observationer og refleksioner, som fik mig til at se, at denne dikotomi er det forkerte måleredskab til at begribe frivilligheden. Hvis vi skal forstå de reaktioner på coronavirus-situationen, der udtrykker sig som handlekraft og -lyst, og hvis vi skal begribe de endnu større bevægelser, som klimakrisen har sat i gang, så skal vi begynde at forstå frivilligheden som et rationelt valg i stræben efter mening.

Ambulancekørsel i Syrien

I 2016 besluttede jeg mig for at bevæge mig dybere ned i dette spørgsmål – om vi kan bruge begreber om altruisme og egoisme til at forstå frivilligheden. Derfor tog jeg til Geneve og besøgte International Røde Kors. Jeg var optaget af at forstå, under hvilke omstændigheder mennesker melder sig som frivillige til trods for, at de risikerer at miste livet. Jeg ville med andre ord gerne forstå den ende af målestokken, hvor det ultimative offer gives for at hjælpe andre.

Analysen af de mange interviews vil jeg tillade mig at koge ned til to fortællinger, som gjorde et stort indtryk på mig.

I et interview med Jason Peat, som dengang var Senior Conflict Officer, beretter han om, hvordan unge frivillige syriske mænd påtager sig den dødsens farlige opgave at køre ambulancekørsel ind i borgerkrigsramte byer. Med fare for at blive skudt af snigskytter. Med fare for at blive ramt af dobbeltbomben – altså det helt ubegribelige fænomen, at der sprænges en bombe og efter lidt tid, når ambulance og reddere er kommet frem, springes en bombe til med det formål at skabe maksimal skade. Med min trygge nordiske opvækst er det svært at fatte, hvordan en ung mand vælger at sætte livet på spil på den måde. Jeg bliver klogere gennem interviewet. Der er nemlig nogle rationaler for adfærd i konfliktsituationer, som er vigtige at forstå. For det første har du grundlæggende tre valg, hvis der udbryder borgerkrig i dit land: Du kan flygte (hvis du har råd, og hvis du ved, hvor konflikten endnu ikke er udbrudt). Du kan samle et våben op og vælge side. Eller du kan tage en Røde Kors-vest på og få et per diem (lommepenge). Følger vi Jasons mangeårige erfaringer med konflikter i hele verden, så tilbyder Røde Kors-vesten en god overlevelsessandsynlighed; den giver lidt penge til overlevelse, og det giver prestige i lokalsamfundet. Frivilligheden er en overlevelsesstrategi, som tilmed giver anerkendelse.

Desinficering døde kroppe i Sierra Leone

I et andet interview med Amanda McClelland, som er Senior Emergency Health Officer i International Røde Kors – altså hende, der rykker ud, når en sundhedskrise rammer et land – bliver jeg optaget af den situation, som Sierra Leone stod i under ebola-udbruddet. Det er blandt de farligste opgaver at desinficere døde kroppe, der har været smittet af ebola. Alligevel engagerer lokale frivillige i Sierra Leone sig i netop dette. Med risiko for at dø. Men modsat de unge mænd i Syrien, så er ’afkastet’ af den frivillige indsats ikke anseelse i lokalsamfundet. Tværtimod bliver de fleste frivillige stigmatiseret og ekskluderet af lokalsamfundet. Desværre pga. overtro. Det betyder, at de ikke kan handle ind, hvor de plejer, endog bo hvor de altid har boet. Frivilligheden er en overlevelsesstrategi, men modsat ambulancekørerne i Syrien, giver det ikke anerkendelse.

Der er langt fra Syrien til Sierra Leone, men fællesnævneren er, at mennesker er villige til at sætte livet på spil for at hjælpe andre. En vigtig betragtning her er konteksten ’Røde Kors’. I mange lande er Røde Kors kendt som de sidste, der forlader landet, og mange har selv fået eller kender nogen, som har fået hjælp af organisationen. De kan føle, at de skylder noget. Jeg vender tilbage til kontekstens betydning senere. En anden vigtig betragtning er, at anerkendelse fra sociale relationer ikke spiller den samme rolle i de to ekstreme situationer.

Den ultimative handling for at hjælpe andre

Hvis vi sætter ’anerkendelse’ ud af spil som forklaringsmekanisme, så efterlader det mig med tre teser, der kan forklare denne ultimative handling for at hjælpe andre.

Den første tese kalder jeg religionstesen. Vi kan forklare, at mennesker engagerer sig som frivillige i en organisation, fordi de er ’kaldet’ til det af en (eller flere) gud(er). Altså, at vores menneskelige handling er prædefineret af en gud. Jeg mener ikke, der er særlig god udsigelseskraft i denne tese, og gennem tiderne har flere filosoffer blandt andet fremført argumentet, at moral og etik er foranderlige størrelser, og vores fortolkning af ’det gode’ og ’den gode handling’ skal forstås i forhold til den tid, hvori det fortolkes. I samme overbæring har filosofien for længst sat mennesket ’fri’ fra en determinerende gud. En af de filosoffer, der inspirerer mig, er Jean-Paul Sartre, som f.eks. har slået fast, at mennesket bliver, hvad det gør sig selv til. Det leder mig til den næste tese, som handler om, at indre tilfredsstillelse er afgørende for at melde sig som frivillig i dødsensfarlige situationer.

Den anden tese kalder jeg derfor adrenalintesen. Vi kan forklare, at mennesker engagerer sig som frivillige i en organisation, fordi det giver dem et ’kick’. Altså en sociobiologisk forklaringsnøgle. I et studie af ekstremsportsudøvere, som blev offentliggjort i 2008, konkluderer Carla Willing, at ’adrenalinkicket’ ikke er den drivende motivation, men nærmere et positivt biprodukt. Carlas forskning bliver få år senere nuanceret af Audun Hetland, som undersøger de følelsesmæssige implikationer ved ekstremsport. I sin forskning skelner han mellem hedoniske og eudaimoniske følelser. Hedoniske følelser handler om, at mennesket gennem sine handlinger opnår så meget nydelse som muligt. Altså en indre motivation. Eudaimoniske følelser handler om oplevelsen af mening med livet; vi føler vitalitet, engagement, interesse osv. Og valget af ekstremsport viser sig at være et rationelt valg med det formål at skabe eudaimoniske følelser. De hedoniske er blot biprodukter.

Frivilligheden er rationel og styret af følelser: Vi meningsoptimerer

En tredje tese, som er den, jeg tror, tilbyder den bedste forklaringsramme, ligger i forlængelse af erkendelserne omkring eudaimoniske følelser. Det vil sige, at vi kan begribe frivillige i Sierra Leone og Syriens adfærd som den enkeltes stræben efter mening, samtidig med – og det er det, der binder de to eksempler sammen – en rationel overlevelsesstrategi. Uanset hvad er det bedre at tage en Røde Kors-vest eller -dragt (Sierra Leone) på end at opleve konsekvenserne ved at lade være. I tillæg hertil skal vi medregne den kontekst, Røde Kors giver. For mange er Røde Kors den sidste bastion i et land, og du vil gøre meget for denne organisation, for den har gjort meget for dig, din familie eller bekendte.

Frivillighed for at forbedre egne levevilkår

Konteksten for engagement er derfor væsentlig at medregne i forståelsen, hvilket fører mig til bogen ’Making Democracy Work’. Her gør den amerikanske forsker Robert Putnam den iagttagelse, at menneskelig adfærd handler om at forbedre egne levevilkår. Hvis der i et samfund er en generel oplevelse af, at et engagement i civile samfund forbedrer ens levevilkår, så giver det mening at engagere sig. Det modsatte tilfælde gør sig dog også gældende. Uanset om man oplever det giver mening at engagere sig eller ej, så er der tale om en rationel beslutning.

Derfor kan vi begribe frivilligheden som en rationel handling på baggrund af 1) følelser og 2) en kontekst, der fordrer at et engagement giver mening.

Men der kan lægges yderligere to vigtige brikker til portrættet af frivillighedens logik: Den ene handler om de civile samfunds organiseringsgrad. I Danmark er vi velorganiseret. De fleste er med i en forening eller om ikke andet, så ved de, hvad det handler om. I en podcastserie reflekterer jeg sammen med Thomas P. Boje over, at foreningslivet og en stor generaliseret tillid hænger sammen, omend kausaliteten kan være svært at fastslå. Med andre ord har vi tillid til hinanden og til, at den struktur, foreninger og organisationer tilbyder for et frivilligt engagement, også virker.

Frivillighed for at få anerkendelse

Den anden brik omhandler betydningen af vores dybt individualiserede samfund. Der er blandt sociologiske teorier om individualisering nogenlunde enighed om, at individualisering betyder, at vi i dag, til forskel fra tidligere tiders samfund, selv står til ansvar for livets successer og fiaskoer. Individualiseringen påvirker vores adfærd på den måde, at vi gerne vil portrættere os selv i et lys, som, vi forventer, vil blive anerkendt af andre. Således behøver der ikke nødvendigvis at være overensstemmelse mellem forventningen til en selv og forestillingen om, hvad andre vil anerkende en for. Med andre ord kan vi vælge at gøre en god gerning – ikke fordi vi selv føler os kaldet til det, men fordi frygten for ikke at blive anerkendt af andre er stærkere .

Det er sandelig ekstraordinære tider, og det giver os et sjældent blik ind i frivillighedens logik, som tilbyder en vigtig forståelse:

  • At engagere sig som frivillige kan forstås som et rationelt valg om at meningsoptimere. Vi skal måske ikke være så optaget af at forsøge at påvirke den enkeltes motivation for at engagere sig som frivillig, men i langt højere grad forstå, hvad og hvorfor noget opleves som meningsfyldt for den enkelte.
  • Vi har en stor fælles opgave i at tale de civile samfund, foreninger og de frivillige organisationers generelle bidrag til samfundet op. Det bliver tydeligt, at vi i tider som denne er dybt afhængige af, at vi hver især tror på, at udfordringer løses bedst sammen og ikke hver for sig.
  • Vi bør forstå betydningen af individualisering som en rationel vurdering af, hvilken udgave af os selv og vores handlinger, som vi forventer, andre vil anerkende os for. Vi er ganske simpelt ikke interesserede i at skabe en fortælling om os selv som dem, der ikke gør noget.

You can’t pullthe trigger – lad ikke din organisation blive styret af begivenhedsfiksering

Det er fristende at konkludere, at de frivillige organisationer kan (gen)skabe et engagement, som vi oplever lige nu. Det kunne f.eks. hjælpe på de dalende antal frivillige indsamlere til landsindsamlinger. Det korte svar er, at det kan vi ikke. Reaktionen på coronavirussen er, at vi føler os kaldet til handling, at det giver mening, er rationelt og muligt. Det er omstændighederne, der skubberpå for handling, og ikke organisationerne, der trækkeret engagement ud af os.

Jeg tror, det indblik i frivillighedens logik, som corona-situationen tilbyder os, kan bruges til at forstå det engagement, som vokser i takt med, at klimakrisens konsekvenser bliver tydelige for os hver især. Vi har kun set toppen af isbjerget. Vi bliver skubbet af begivenheder, vores samfundskontekst skaber muligheder for et enormt engagement, vi skal ikke motiveres til handling – vi gør det, fordi vi søger mening, fordi det er et rationelt valg om (i sidste ende) overlevelse, og fordi vi ikke vil skabe en fortælling om os selv som dem, der ikke gjorde noget.