Tre toneangivne bøger i debatten om frivilliges rolle ift. velfærds (sam)produktion er ’Den nødvendige frivillighed’ af Michael Wulff, ’Frivillighedens Velfærdssamfund’ af Knud Aarup og ’Frivillighedens logik og dens politik’ af Anders La Cour. De tre forfattere står i hver deres ringhjørne og taler om hhv. politisk nødvendighed, potentialer og faldgruber. Fællesnævneren for dem alle er, at de taler om ’frivilligheden’. Altså frivillighed i bestemt ental. Som en ensartet folkemasse.

Direkte adspurgt ville de tre forfattere selvfølgelig kunne bringe mange nuancer i spil, som eksempelvis Dag Wollebæk og Per Selle gør i deres inddeling af frivillighed inden for forskellige civilsamfundsorganisationer:

• Frivilligheden inden for medlemsorienterede organisationer, der repræsenterer en samfundsgruppes interesser.
• Frivilligheden inden for samfundsorienterede organisationer, hvor der kæmpes politisk og ideologisk for de udgaver af samfundet, man finder rimelige/bedst for fremtiden.
• Frivilligheden inden for aktivitetsområdet, hvor der etableres mødepladser (på tværs) af mennesker (med nogenlunde) fælles fritidsinteresser.
• Frivilligheden inden for et lokalområde, hvor frivilligheden antager en mere kommunitaristisk form.

Men uanset nuancerne, så er udgangspunktet, at frivillighedsbegrebet bliver koblet til et begreb om arbejde. Rent definitorisk kobler vi nemlig i Danmark frivillighedsbegrebet til et begreb om ’arbejde’. Kort sagt, at man udfører en opgave, inden for en organiseret ramme, som kommer andre til gavn end en selv og sine nærmeste. Det gøres naturligvis uden tvang og uden betaling. Sådan har udgangspunktet været hos forskningen og forskellige landsdækkende undersøgelser siden 1980’erne.

Så én måde at begribe frivillighed på er, som beskrevet ovenover, og den er hverken mere rigtig eller forkert end andre. Vi glemmer bare ofte, at der findes andre måder at forstå frivillighed, og andre perspektiver kan være behjælpelige i vores arbejde med at skabe plads til engagement i organisationen.

Anker Brink Lund er professor ved Copenhagen Business School, og han kan hjælpe os med at nuancere vores begreb om frivillighed.

Hans udgangspunkt er ikke ’arbejde’ eller ’foreningen’, men derimod ’det civile’. Hans perspektiv flytter vores fokus hen på deltagelse i de civile samfund. Læg gerne mærke til, at Anker Brink Lund taler om civile samfund i flertal og ikke ’civilsamfundet’ i ental. Der er flere måder at deltage ’civiliseret’ i meningsudvekslinger og handling.

Det er nu, det bliver spændende! For hvis vi blot forstår, måler og vejer frivilligheder ud fra en definition, hvor ’arbejde’, ’organiseret ramme’ og ’altruismen’ er centrale markører, så undsiger vi os samtidigt at se de andre frivilligheder.

Når vi tager afsæt i civile samfund og ikke foreninger som ramme for et frivilligt engagement, ser vi mere flydende frivillighedsformer, som spænder på tværs af flere foreninger. Deltagelse og ikke organisation/forening bliver centralt.

Når vi flytter blikket fra, at det skal være organiseret i foreningsregi, hvor nogen skaber en ramme for andre, kan vi se, at mennesker selv skaber en ramme for deres eget engagement, på tværs af de organiserede og uorganiserede deltagelsesrum. Identitet bliver centralt – ikke tvang.