af Frederik C. Boll, direktør i Ingerfair

Vi skal gøre op med foreningstanken som den eneste måde at organisere frivilligheden på. Ellers risikerer mange frivillige organisationer, store som små, at forsvinde.

Det er et almindeligt træk ved organisationer, at de i tider, hvor det går godt med mange og aktive frivillige, glemmer man at rette blikket fremad og forholde sig til, hvordan samfundet udvikler sig. Men hvorfor også gøre det, når nu det går godt? Men det skal man alene af den grund, at samfundet forandrer sig med en hastighed, som gør det usikkert, om vores arbejdsform med frivilligheden, der virkede i går, også virker i morgen. Husk at foreningen som organisationsmodel er 160 år gammel, men den har ikke gennemgået nogen særlig udvikling. Samfundet i dag er derimod meget forskellig fra samfundet i midten af det 19. århundrede, hvor retten til frit at oprette foreninger blev skrevet i Grundloven.

Foreningen er en meget god og robust konstruktion, som ofte tjener til et godt formål, men dens måde at organisere mennesker, magt og handlinger på er ikke længere adækvat med den måde mange mennesker i dag ønsker at involvere sig på. Socialministeriets seneste undersøgelser (Årsrapport 2010 og Frivilligrapport 2012) viser, at frivillige flokkes ikke længere om pladserne i en bestyrelse. Der er ingen kø, og der er intet kampvalg. Så hvorfor forbliver mange frivillige organisationer fast besluttet på den fejlslagne kurs, når de opdager, at foreningens organiseringsform ikke virker?

Foreningstanken bliver gjort til noget den ikke altid er!

Foreninger bliver ofte skudt i skoen, at de er omdrejningspunktet for demokratisk oplæring, dannelsescentre for medborgerskab, samfundets forandringsmotorer og særlige talentudviklingsfabrikker for fremtidens ledere. I efteråret 2013 havde jeg den fornøjelse at diskutere dette med Andes La Cour på en lille cafe i hjertet af Frederiksberg. Og han bekræftede mig i mine anelser: At foreninger pr. definition ikke gør noget af dette. Det betyder ikke, at foreninger ikke rummer potentialet for dette, men vi skal passe på med at romantisere.

Senest har DUF udgivet en bog, som fremhæver, at kendte politikere og erhvervsledere deler den fællesnævner, at de har været engageret i frivilligt arbejde i deres unge år. Bogen vil gerne sende det budskab, at frivilligt arbejde skaber gode ledere. Måske er der noget om det, men de personer som fremhæves deler sikkert også andre fællesnævnere: De har sikkert alle drukket mælk som børn, haft ressourcestærke forældre eller gjort sig umage i skolen. Pointen er, at man ikke bare kan hævde, at frivilligt engagement skaber succesfulde ledere. Der er mange andre faktorer, som også påvirker udfaldet. Denne romantisering er med til, at vi fastholder en organiseringsform, som er under pres.

Jeg synes ikke vi skal aflive foreningstanken, men vi skal forholde os kritisk til, om den skal suppleres med andre måder at organisere frivilligheden på, så civilsamfundet forsat kan være en vigtig brik for demokratisk oplæring, medborgerskab, forandring samt give muligheden for at udvikle fremtidens ledere.

Frivilligheden bliver gjort til et mål i sig selv

Ønsket om ikke at tabe ansigt er et psykologisk træk ved os mennesker. Det er ofte så stærkt, at vi mister vores kritiske indstilling til vores egne handlinger. Det er den tendens, som vi ser i rigtig mange store såvel som små frivillige organisationer, der er udfordret på antallet af frivillige. De stopper sjældent op for kritisk at vurdere, om deres måde at involvere frivilligheden på er adækvat med det samfund, der omgiver dem. I stedet bruger de endnu flere penge, arbejdstimer og ressourcer på at holde fast i det, de allerede gør.
En organisation som i lang tid har været fast besluttet på en fejlslagen kurs er Foreningen for Danske Brugser (FDB). Det, der i dag bare hedder COOP. I sin tid blev COOP stiftet i andelstankegangen, hvor det er medlemmer, der ejer virksomheden. COOP er i dag en stor virksomhed, men frivilligheden er i dag blot en skygge af sig selv. De har gennem årene holdt fast i deres organiseringsform med lokale afdelingsbestyrelser. Med tiden er gennemsnitsalderen i bestyrelserne bare steget og steget, og i dag har de meget svært ved at tiltrække yngre generationer til deres lokale bestyrelser. Men hvorfor tager de ikke et opgør med deres måde at organisere sig på i stedet for at holde fast i den? Et argument vi er stødt på er, at lokalafdelingerne er DNA’et i COOP. Deres eksistensberettigelse. For hvis ikke de har frivillige engageret, så er de ikke længere en andelsforening. Men i hvis interesse er det at opretholde andelsforeningen? Er det COOP-medlemmernes interesse eller er organisationen COOP? At være en andelsforening er blevet et mål i sig selv. Men der er mig bekendt ingen frivillige organisationer, der har som formål at fastholde deres organiseringsform. Frivilligheden er blevet et mål i sig selv – bare for at fastholde en bestemt organiseringsform.

Men frivillige organisationer har altså mærkesager! Det har COOP også. Deres er ansvarlighed. Men tiden er løbet fra deres måde at organisere sig på for at gøre noget for deres mærkesag. Det betyder ikke, at COOP skal opgive deres frivillighed. Men de skal forandre den!

Københavns Fødevarefællesskab vs. COOP

For ca. 5 år siden i København mødtes ca. 20 unge mennesker. Nogle af dem havde været i New York og var blevet inspireret af en organisation, som opkøbte og solgte lokalt producerede grønsager. Det hele var båret på frivillige hænder. I dag har vi mange Fødevarefællesskaber i Danmark, bl.a. i København, Aarhus og Odense. På 3 år gik de fra 30 til 3000 frivillige. For at man kan købe de billige lokalt producerede grønsager skal man minimum arbejde 3 timer frivilligt om måneden. De fleste frivillige er med i butikken og pakker og sælger grønsager, og dem der har lyst kan deltage i de store fællesmøder, hvor man kan foreslå nye initiativer. Dem, der deltager på fællesmøderne, er dem, der bestemmer.

Sammenligningen mellem Københavns Fødevarefællesskab og COOP er interessant. Til trods for små nuancer, så er COOP og Københavns Fødevarefællesskab sat i verden for at løse samme problem: Ansvarlighed i vores indkøbsvaner. Men de gør det på to vidt forskellige måder. Hvor COOP i dag mangler frivillige, er Københavns Fødevarefællesskab overrendt.

I COOP er de frivilliges rolle at deltage i bestyrelsesarbejdet, hvor de planlægger aktiviteter (ofte uddeling af smagsprøver) i og omkring den lokale brugs (ofte på baggrund af sekretariatets kampagner og årshjul) samt ansætte den lokale butiksomdeler. I Københavns Fødevarefællesskab er det de frivilliges rolle at søsætte egne initiativer, at indkøbe lokalt producerede grøntsager, pakke dem i poser og sælge dem til hinanden. Pointen er, at uanset hvad du gør i Københavns Fødevarefællesskab, så knytter det an til mærkesagen. Du gør mærkesagen, hver gang du arbejder frivilligt. På den måde er det frivillige arbejde handleorienteret og mærkesagen levende. Og der kræves ikke af den frivillige, at han/hun skal være en del af foreningens bestyrelse. Alle kan være med. I COOP gør de frivillige noget for organisationen, når de ansætter brugsbestyreren og uddeler vareprøver. De fastholder organiseringsformen. Men de gør ikke længere noget for mærkesagen – ansvarligheden.

Med andre ord så gør COOP opretholdelsen af deres organisation til deres formål, mens deres mærkesag eller frivilligheden bliver midlet til at fastholde denne kurs. Men sammenhængen er forkert.

Det samme sker i mange andre foreninger. Vi holder fast i foreningens organiseringsform med det formål at opretholde foreningen som et mål i sig selv. Vi bør stoppe op og sætte mærkesagen i centrum og herefter vurdere om foreningens organiseringsform skal udvikles for at flere mennesker har lyst til at involvere sig.