Af Frederik C. Boll, adm. direktør i Ingerfair

En strategi kan både være det bedste redskab til at håndtere de mange omvæltninger, som sker i civilsamfundet. Men en strategi kan også blive et tomt referencepunkt i organisationen, hvor medarbejdere og frivillige henviser til, hvad man gør og ikke gør – uden nogen ved hvorfor.

En god strategiproces svarer på hvorfor I gør som I gør. Ikke kun hos bestyrelsen eller direktionen – men i hele organisationen. En god proces giver nemlig alle medarbejdere, ledere og frivillige et kig ud af bagruden – hvad har vi gjort, som har virket godt/mindre godt? Hvad skal vi bygge videre på. En strategiproces er også et kig ud af sideruden – hvordan ser omgivelserne ud lige for vores organisation? Og endelig er processen også et kig ud af forruden – hvad sker der i den nærmeste fremtid fremtiden, som har betydning for vores organisation?

I denne artikel tager jeg fat i, hvordan en ny strategi kan blive afsættet for foreningsudvikling i en tid, hvor også civilsamfundets organisationer mærker behovet for disruption. Jeg ser først nærmere på, hvorfor der kan være et behov for at tage en ’time-out’ og bruge en strategiproces til at stille sig selv de svære spørgsmål. Derefter byder jeg ind med tre tendenser, som foreninger og frivilliginvolverende organisationer bør forholde sig til.

 

Det hele holder op med at være som det plejer – ta’ en time-out

Det kan være en god ide at give din organisation en ’time-out’ og benytte en strategiproces til at justere ind efter omgivelsernes omskiftelige krav eller til at kalibrere jeres selvforståelse. Det vil sige, tage sig tid til at kigge ud lidt af bagruden og sideruden.

Fra tid til anden bliver en organisation ramt af magelighed – en usund selvforståelse, hvor organisationen opfatter sig selv (dens programmer/aktiviteter) som løsningen på de udfordringer, den er sat i verden for at løse. Det bliver lidt som en udviklingskonsulent, fra en af de store frivillige sociale organisationer, engang sagde til mig: ”Program before people”. Altså, at organisationens aktiviteter/services automatisk bliver svaret på et problem.

Før jul interviewede jeg et par medarbejdere hos dansk arkitektforening. De fortalte mig, at noget af det nye inden for borgerinddragelse i deres branche var at udnytte smartphone-teknologien. Når en ny cykelsti, udeareal eller bygning skal udformes kan mennesker, frivilligt, lade deres færden i området blive kortlagt ved hjælp af en app. På den måde bliver bygningen, cykelstien eller hvad det nu end skal bygges, udformet efter folks færden og ikke efter, hvad man lige tænker er smart.

På samme måde bør frivilliginvolverende organisationer vende tankegangen om, således det bliver: ”People before program”. Altså er det målgruppens behov og livssituation, som definerer de aktiviteter, der skal understøtte den forandring organisationen gerne vil skabe.

Opgøreret med mageligheden er i sig selv en anledning til at tage en ’time-out’, så din organisation, kolleger og ledelse får et pusterum til at overveje, hvad meningen egentlig er med jeres organisations arbejde? Altså få tiden til et kig ud af bagruden og sideruden. Det kan være, der bare er brug for et weekendseminar, til at betragte jeres organisation lidt på afstand og stille jer selv de kritiske spørgsmål, som eksempelvis:

  • Har vi løst det problem, som vi er sat i verden for?
  • Hvis vi eksisterer om 100 år – laver vi så stadig de samme aktiviteter på den samme måde?
  • Hvem konkurrerer vi med– om penge, opmærksomhed og adgang til vores målgruppe/sag?

En strategiproces er som sagt også et kig ud af forruden, for at at spotte nogle af de tendenser, som får betydning for ens organisations arbejde.

 

Disruption og strategi – hvilke tendenser skal din foreningsudvikling forholde sig til?

Et af de helt store buzz words for tiden er ’disruption’. Der sker nogle enorme bevægelser – globalisering, deleøkonomi og IT-adgang i stor skala – som ryster eksisterende virksomheders forretningsmodeller. Samtidig skaber det en række nye spillere på markedet. Man taler f.eks. om, at verdens største hotelkæde ikke ejer eller driver et eneste hotel (Airbnb) eller at verdens største taxaselskab ikke ejer en eneste taxa (Über). Jeg anbefaler bogen Disrupt eller dø som en god indføring i disruption og strategi.

”Ja ja” kan man jo tænke. Disruption er noget, som rammer virksomhederne. Foreninger er ikke på samme vis udfordret af disse landvendinger – de er jo ikke drevet af en forretningslogik.

Tendenser som bør holde dig vågen om natten

De tre tendenser jeg har beskrevet herunder er ikke udtømmende, men ikke desto mindre er de centrale, når man foretager et forrude kig i forbindelse med ens strategiproces.

Den digitale sektor
Mange frivillige organisationer er ikke særlig gode til at tænke på tværs af sektorer i deres digitaliseringsstrategi. Er organisationen social, så tilhører den ’det frivillige sociale område’. De digitale muligheder handler om det frivillige sociale arbejde, eller at man kan støtte lige netop denne organisations arbejde ved at handle genbrugsvare online. Fremover vil digitaliseringen af civilsamfundet for alvor slå igennem og udfordre dem, der ikke formår at organisere sig på tværs af organisationer og sektorer.Den største sportsklub vil eksempelvis om få år hedde Boblberg. Det bliver måske hverken DGI eller DIF, som fremover vil organisere bredden i dansk idræt, men Boblberg. Det største frivilligcenter vil om få år også hedde Boblberg. Boblberg er en privat virksomhed, som tilbyder en platform, hvor borgere i en kommune kan ’poste’ aktiviteter, som de gerne vil have andre til at deltage i. Det smarte ved Boblbergs platform er, at den hverken henvender sig udelukkende til sport- og hobbysegmentet eller blot Foreningsdanmark. Den henvender sig til alle mennesker, som har fritid til overs, som de gerne vil bruge på noget andet end at sidde hjemme i sofaen. Boblberg er allerede i 14 kommuner. Et andet bud på en digitalisering af rekrutteringsindsatsen er frivilligjob.dk. Med dens gode søgemuligheder og over en million besøgende om året bør frivilligjob.dk være en integreret del af foreninger og kommuners indsats for rekruttering af frivillige. Derfor bør organisationer overveje, hvordan de skaber digitale muligheder på tværs og løsrevet fra den enkelte organisations mærkesag og brand.

Når det offentlige vil civilsamfundet
Vi har formegentlig kun set toppen af det isbjerg, som vi kommer til at kalde ’den nye velfærdsmodel’. En rapport fra SDU viser, at inden for en ganske kort årrække er, der sket en vækst på over 100% i ansættelser af medarbejdere, der har som opgave at knytte bånd til civilsamfundet. Der er flere grunde til, at denne bevægelse ikke bremses. Én grund er, som forskere slår fast i en omfattende undersøgelse, at New Public Management paradigmet har givet os en dyrere og dårligere velfærdsstat end det, som paradigmet voksede ud af. Så kan man kalde den nye udvikling en sparerøvelse, innovation, samskabelse eller noget helt fjerde. Sagen er, at din foreningen eller organisation, må forholde sig til, at det offentlige også bliver optaget af at iværksætte, organisere, endog drive, indsatser baseret på frivillige. Nye tal fra SDU tegner at billede af at foreningerne er lidt ’ligeglade’ med kommunernes forelskelse i civilsamfundet. I stedet burde foreningerne være proaktive, tænke nye forretningsmodeller, hvor kommunerne må betale for ydelser, der leveres af foreningen. Gode eksempler på dette er Home-Start Familiekontakt og Head Space.

Anti-establishment
Civilsamfundet som politisk platform er under forandring. Foreninger har traditionelt repræsenteret en gruppe menneskers holdning til en bestemt sag eller repræsenteret et særlig samfundssyn. Kan man også tale om foreningslede, lige såvel som man i dag taler om politikerlede? Måske. I hvert fald må man forvente af fremtiden, at mennesker ikke vil engagere sig i de etablerede organisationer. De vil i stedet starte en ny forening op – som et projekt, og som en politisk tilkendegivelse (læs mere om de nye typer frivillige her). Som menneske kan man føle sig afkoblet al form for politisk indflydelse. Det kan opleves således, at murerne på Christiansborg og på rådhuset bliver tykkere og tykkere. Derfor kan civilsamfundet give en arena, hvor man kan udtrykke sig politisk.Fødevarefællesskaberne rundt omkring i Danmark kan eksempelvis anskues som andet en blot formidler af økologiske, bæredygtige og lokalt producerede produkter. Det er en politisk arena, hvor mennesker kan udtrykke deres håb for fremtiden gennem handling. Det tog dem kun 6 år at blive større (målt i antal frivillige) end COOP – som er 150 år gammel. Den samme analyse kunne man anvende på Venligboerne. En politisk bevægelse – en måde mennesker kan udtrykke sig på gennem handling.Skeptikere overfor denne tendens indvender selvfølgelig, at disse nye foreninger med tiden enten forsvinder igen eller bliver ’etablerede’ for at stå distancen. Det gør de sikkert, men pointen er, at fremtiden vil byde på flere ’politiske udtryksforeninger’. Derfor bør organisationer overveje, hvordan de kan agere katalysatorer for disse nye projekter/bevægelser.

Der er grunde nok til at gå i gang med strategiprocessen…

Tendenserne ovenover er ikke udtømmende – udviklingen inden for pulje- og fondsverdenen bør også tages med i betragtningerne, når det overvejes, hvordan foreningens økonomi fremadrettet skal være skruet sammen.